-
Torsdag blev den vådeste novemberdag nogensinde
ソース: BDK Borsnyt / 17 11 2023 06:03:29 America/New_York
Torsdag var den mest regnfulde novemberdag nogensinde i Danmark siden de første målinger i 1874. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Helt præcist er der målt 62,8 millimeter vand ved Tårnby Renseanlæg på Amager. Den seneste rekord var i november 1981, hvor der blev målt 62,3 millimeter på en målestation i Staby i Vestjylland. Det døgn, der har haft mest nedbør på tværs af alle måneder siden 1874, var i 1931. Her blev der den 8.-9. juli målt 168,9 millimeter i Marstal på Ærø, oplyser Frans Rubek, klimatolog ved DMI, til Ritzau. Dog har november måned ikke været ekstraordinært regnfuld i 2023, siger Rubek. - Det er måske overraskende, men på landsplan er der indtil nu "kun" faldet 68,5 millimeter. Selv om det er en del, og vi kun lige er halvvejs gennem måneden, så er der et godt stykke op til rekorden på 155 millimeter. Og den blev sat i november 1969, siger han. Selv om hele november endnu ikke er den mest regnfulde nogensinde, så giver vandmasserne fortsat store udfordringer fredag. DR skriver, at flere steder rundt omkring i landet oplever store oversvømmelser. I Stevns Kommune på Sydsjælland er en å for eksempel blevet forvandlet til en sø, hvilket betyder spærrede veje og omkørsler, skriver mediet. TV 2 skriver, at der efter regnvejret torsdag er rullet 1200 anmeldte skader ind til forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark. I Topdanmark har man frem til fredag eftermiddag modtaget 700 anmeldelser om vejrskader. Størstedelen af dem kommer fra hovedstadsområdet, skriver TV 2 Kosmopol. - Nu har jeg været i forsikringsbranchen i 18 år, og jeg har aldrig oplevet et år som det her, siger Helene Ibsen, der er skadedirektør inden for bygningsskader hos Topdanmark, til TV 2 Kosmopol. Ifølge TV 2 har forsikringsselskabet Tryg i alt modtaget 600 skadesanmeldelser fra natten til torsdag ind til fredag formiddag. Efter en god mængde nedbør forventes det at klare en smule op i løbet af weekenden. Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Erik Hansen. Natten til søndag vender regnvejret tilbage - dog i et noget mindre omfang. - Søndag kommer der mest regn først på dagen. Så klarer det op vestfra med lidt sol, men også lidt byger, siger Erik Hansen til Ritzau. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/torsdag-blev-den-vaadeste-novemberdag-nogensinde